Holdskak i 30 aar - 4. holdet
Klubmesterskabet i lynskak
Nyt fra ungdomsafdelingen
Byturneringen 1998


Holdskak i 30 år

Fjerdeholdet: 30 år i tal

Statistik over klubbens resultater i holdturneringen - samlet og kommenteret af Poul Buhl

Fjerde del af artikelserien om klubbens resultater i holdturneringen gennem de seneste 30 år handler om fjerdeholdet. På de følgende sider kan du leve med i holdets opture og nedture, succeser og fiaskoer

Da Skakklubben af 1927 startede i holdturneringen i 1968 stillede vi med tre hold. Men klubben har faktisk i perioder også haft et fjerdehold. Det har dog kun eksisteret i 8 af de 30 sæsoner, vi har deltaget i holdturneringen - hver gang har det spillet i C-rækken, hvor det ikke har udmærket sig ved hverken oprykninger eller præmieplaceringer. Men det har ydet et vigtigt bidrag til klubbens talentfabrikation ved at give nye og unge spillere muligheden for at spille holdskak for deres klub.

I begyndelsen af 1970´erne havde Bent Larsens resultater som en af verdens absolut bedste på den tid, og ikke mindst den dramatiske VM-match mellem Fischer og Spasskij i 1972 gødet skakinteressen i den brede befolkning, og den daværende bestyrelse forstod at udnytte de gunstige betingelser. I 1973 omdelte man 7.000 foldere byens husstande, og effekten på medlemstallet udeblev ikke.

I sæsonen 1973/74 var det for første gang muligt at stille et fjerdehold. Dengang betød det, at der skulle stilles fire 8-mandshold, i alt 32 spillere. Det gik fint, og med tredjeholdet i A-rækken var der da også opstået et behov for, at de mindre rutinerede spillere kunne spille holdskak på et lidt mindre krævende plan.

Det startede fint. Den første kamp var ude mod Dianalund II, og den blev vundet med 5-3. Der skulle gå flere sæsoner, inden holdet igen skulle prøve at vinde, men det var jo ikke til at vide på det tidspunkt! De to næste kampe mod Korsør III og Gørlev sluttede uafgjort, og holdet kunne ved julepausen fortsat bryste sig af at være ubesejret. Denne status holdt dog ikke sæsonen ud. De to sidste kampe blev tabt, først 31/2-41/2 mod Forlev II og derefter 11/2-61/2 mod Næstved IV. Det store nederlag i den sidste kamp betød, at vi akkurat blev forvist fra tredjepladsen i det jævnbyrdige selskab af Korsør, og slutplaceringen blev en fjerdeplads blandt de seks hold. Hvilket faktisk er holdets bedste placering i sine fem sæsoner som 8-mandshold.

Der blev ikke stillet noget fjerdehold i den følgende sæson, hvilket betød, at jeg aldrig selv kom til at spille på fjerdeholdet. Det ville ellers have været spændende for en lille knægt som mig at komme med ud og spille holdskak, og selv om der var 42 deltagere i klubturneringen det år, var der åbenbart ikke grundlag for at stille holdet.

Men fjerdeholdet vendte tilbage. Sæsonen 1975/
76 var dog ikke den mest succesfulde. Det lykkedes ikke at vinde en eneste sejr, men holdet faldt på ingen måde igennem. To uafgjorte og tre små nederlag var absolut hæderligt, kun i opgøret mod Dianalund II i første runde blev det til en afklapsning på 2-6. Slutplaceringen blev en sjette- og næstsidsteplads, blandt de i alt syv hold, men klart foran Haslev III på sidstepladsen. Næstveds femtehold vandt rækken helt suverænt.



Holdets tredje sæson blev den svageste. Det blev kun til en enkelt uafgjort kamp og ellers lutter nederlag. Og det gik helt galt i sæsonens tre sidste kampe mod Skovbo II, Dianalund II og Slagelse IV, der kun gav i alt 2 point. Undervejs løb holdet ind i sine to største nederlag nogensinde, 1/2-71/2 hjemme mod Skovbo II og 0-8 ude mod Dianalund II, og holdet sluttede på en suveræn sidsteplads blandt de seks hold.

De to følgende år gik det bedre, selv om det igen blev til sjettepladser - men der blev scoret mange flere point. Et nyt juniorkuld satte deres præg på holdet, og sæsonen 1977/78 indledtes med to uafgjorte kampe og to knebne sejre. Gevinsten på 41/2-31/2 over Skovbo III i anden runde blev holdets første i fire år. Men forårets to kampe endte med nederlag, og specielt et stort nederlag på 61/2-11/2 til Sorø III i sidste runde kostede en bedre placering.

Sæsonen 1978/79 blev fjerdeholdets sidste som 8-mandshold - og markerede dermed samtidig afslutningen på klubbens storhedstid i 70´erne. Men holdet sluttede med manér, for det lykkedes for første gang at score over 50%. Men 281/2 point rakte kun til sjettepladsen, fordi rækkens to svageste hold, Forlev II og Skovbo III, fik læsterlige klø hver gang. Men sejre over netop de to hold på henholdsvis 6-2 og 61/2-11/2 i de to sidste runder rettede op på en sæson, hvor holdet ellers ikke helt havde levet op til forventningerne, og med et par point mere kunne det være blevet til en ny fjerdeplads.

Der skulle nu gå 13 år, før fjerdeholdet igen blev hevet op af mølposen. Denne gang som 4-mandshold, og det var faktisk meget tæt på, at holdet for første gang havde vundet C-rækken i 1992/93. Ved julepausen førte vi rækken, ikke mindst i kraft af, at det i efterårssæsonens sidste kamp lykkedes for første gang at gøre rent bord med en 4-0 sejr over Skælskør III, men en svag forårssæson med tre nederlag på 11/2-21/2 kostede førstepladsen. I den sidste kamp fik vi dog foræret et halvt point på grund af en holdsætningsfejl hos modstanderne. Resultatet blev en andenplads ud af de fire hold, hvilket er den bedste placering fjerdeholdet har opnået.

1992/93 var den sæson, hvor tredjeholdet for første og eneste gang siden 1984 stillede op som 8-mandshold. De følgende to sæsoner stillede vi med to hold i C-rækken. Det betød, at de to sæsoner startede med et prestigefyldt opgør mod vores tredjehold. Det første år endte opgøret med en kneben sejr på 21/2-11/2 til tredjeholdet, der det meste af sæsonen førte rækken. Men i sidste runde tabte tredjeholdet den afgørende kamp om førstepladsen til Sorø II, mens til gengæld fjerdeholdet vandt den afgørende kamp om tredjepladsen mod Slagelse IV, og dermed blev det understreget, at holdene egentlig var rimeligt jævnbyrdige. Bo Nielsen blev med 4 af 4 den første spiller på fjerdeholdet, der blev topscorer med en 100% score.

Sæsonen 1994/95 blev den foreløbig sidste i fjerdeholdets historie. Med en fjerdeplads af seks hold opnåede holdet endnu engang et rimeligt resultat. Premierekampen mod tredjeholdet blev tabt med 3-1, men i kraft af en overraskende 4-0 sejr over Sorø II kunne holdet ved julepausen bryste sig af at ligge foran tredjeholdet! Det holdt dog ikke hjem, for netop den sejr blev sæsonens eneste.

Det er på en måde lidt ærgerligt, at vi siden har måttet opgive fjerdeholdet, men der har simpelthen ikke været det medlemsmæssige grundlag for at stille så mange hold. Det kræver jo, at man har det fornødne antal aktive medlemmer samt nogle i reserve, så man er garderet mod en mindre strøm af afbud i forbindelse men en influenza-epidemi eller lignende. Men det skal siges også fremhæves om fjerdeholdet, at det i hver eneste af sine 45 kampe har stillet med fuldt hold. Ikke én eneste gang har man tabt et parti uden kamp, hvilket ingen af klubbens øvrige hold kan prale med. Og i betragtning af, at fjerdeholdet altid har været klubbens lavest rangerende hold, når det har stillet op, så er det egentlig ganske imponerende.

Hvis vi ser på enkeltresultaterne på holdet, så viser det sig, at der er brugt i alt 59 forskellige spillere på holdet. Det er forholdsmæssigt lidt flere end på tredjeholdet, men det er nu ganske naturligt for et hold, der skal fungere som rugekasse for klubbens unge og forhåbentlig ganske talentfulde spillere. Ofte er nye spillere kommet til klubben i løbet af sæsonen og har forstærket holdet, eller folk har mistet lysten midt i sæsonen. Ikke alle hører til kernemedlemmerne.


Når man ser på tabellen over de individuelle resultater skal man selvfølgelig tage i betragtning, at holdets 45 kampe ligger spredt over to perioder med 13 år imellem. Kun én spiller - Finn Anker Jensen - har været med på holdet i begge perioder og har som den eneste spillet på fjerdeholdet både som 8-mandshold og som 4-mandshold.

Det højeste antal kampe på holdet ver 16, en rekord Steen Sanggaard satte i 1970´erne. Han var en af de yngre juniorer, der var berygtet for at spille som lyn og torden, og det afspejles måske i hans beskedne pointhøst. Alligevel holdt han ved som fast mand i flere sæsoner. Men her i 1990´erne har Lars Vilsgaard også nået de 16 kampe, og han topper nu statistikken med en lidt bedre score.

Alle tiders topscorer på holdet er dog fortsat Lars Zwisler, der nåede 8 point i sine 11 kampe på holdet. Han hørte til det juniorkuld, der forsvandt til København i 1979. Næstbedst scorende er til gengæld en af veteranerne, Wolfram Sørensen med 71/2 point. Wolfram huskes sikkert bedst for sin fremtræden på klubbens generalforsamlinger, hvor han gennem adskillige år argumenterede for besparelser på budgettet og kontingentnedsættelse.

Også Niels Kofoed, der deler scoringsrekorden for en sæson med Lars Zwisler med 41/2 point af 6, holder en imponerende scoringsprocent, og i nyere tid har Bo Nielsen taget godt for sig af pointene til holdet.

At fjerdeholdet har haft sin berettigelse som udklækningsanstalt for klubbens talentmasse ser man tydeligt af, at mange senere førsteholdsspillere er startet med holdskak på fjerdeholdet.

Det gælder navne som Karsten Jensen, Søren M. Larsen, Morten Olsen og Niels Thor Nielsen, der alle i flere sæsonen har været stamspillere på førsteholdet, og nogle af dem er det som bekendt endnu. Også Jens Abildlund, Stig Eriksen og Jonas Nilsson har haft reservetjanser på førsteholdet. Og det samme gælder jo i og for sig Lars Vilsgaard og Peter Christoffersen - selv om de begge vandt deres foreløbig eneste førsteholdskamp uden kamp!



Hvornår får vi så igen et fjerdehold? Det vil jo afhænge af medlemstilgangen, og når vi ser bort fra medlemseffekten fra vores børneafdeling, så har medlemstallet ligget meget stabilt i de senere år. Vi skal vel have en 4-5 turneringsaktive medlemmer mere for at kunne stille yderligere et 4-mandshold.

Det kan imidlertid også komme fra en helt anden kant. Hovedkredsen arbejder så småt på at få en børneholdturnering på benene. Sidste år startede man den såkaldte D-række på Lolland-Falster, og i år vil man forsøge at udbrede den til Sjælland. Tiden vil vise, om det bliver til noget. Og i givet fald kan man så begynde at diskutere, om den skal tælle med i holdturneringsstatistikkerne. Verden har forandret sig meget i de sidste 30 år - og det gælder også indenfor skakken.


Dette var den fjerde artikel i serien "Holdskak i 30 år" og den sidste, der handler om klubbens enkelte hold. Men serien fortsætter i næste nummer af VARIANTEN med en samlet oversigt over de individuelle resultater - og der kommer også senere en samlet oversigt over resultater mod andre klubber.


Klubmesterskabet i lynskak:

Michael den første

Af Poul Buhl

Klubmesterskabet i lynskak havde 15 deltagere - Michael Jørgensen hjemførte sit første klubmesterskab i et stærkt felt

Klubmesterskabet i lynskak plejer at samle lyn-skakhajerne og de unge håbefulde til en hård dyst om hæder og ære. Antallet af hajer var steget i år med Michael Jørgensen og Hans-Henrik Madsen som de nye, mens Morten Madsen kun stillede op udenfor konkurrence i den indledende runde fordi han skulle på aftenarbejde ugen efter. Jonas Nilsson ville have "sit" klubmesterskab tilbage, og Jørgen Obert plejer også altid at skabe lidt ravage i den ved lynmesterskabet.

Der mødte 16 op (inclusiv Morten Madsen), og der blev dannet to indledende grupper, der efter lynratinglisten skulle være nogenlunde lige stærke. De tre bedste i hver gruppe gik til A-finalen om klubmesterskabet næste tirsdag.

Den ene indledende gruppe bestod ud over mig selv af Hans-Henrik Madsen, Jørgen Obert, Karsten Jensen, Jimmy Petersen, Inette Vintersfjord, Søren Mogensen og Steffen Schultz. Jeg lukrerede nok lidt på, at Hans-Henrik ikke er vant til at spille med rørt brik, og vandt gruppen foran Hans-Henrik. Den tredje finaleplads var der hård kamp om, og selvom Jimmy bed godt fra sig, blev det et anliggende mellem Karsten og Jørgen Obert, hvor Jørgen trak det længste strå - selv om han vist satte en slags rekord ved at starte turneringen med fire remiser!

Den anden indledende gruppe bestod af Michael Jørgensen, Hans Henrik Hansen, Jonas Nilsson, Morten Olsen, Michael Christensen, Farhad Abdi og Jon Pedersen - plus Morten Madsen. I denne gruppe spillede Michael, Jonas og Hans Henrik nogenlunde lige op og satte sig sikkert på de tre finalepladser. Morten og Morten sluttede på de næste pladser.

A-finalen blev jævnbyrdig, men Michael var dog lige den afgørende tand bedre, selv om han måtte af med point til både Jonas og Hans Henrik (uden bindestreg). Der var hård kamp om andenpræmien, som først blev afgjort i det sidste parti, som kunne medføre en placering som alt mellem nummer to og fem. Den tilfaldt Hans-Henrik (med bindestreg). Tillykke til Michael med hans første klubmesterskab. Men der er stadig to klubmesterskaber at spille om i denne sæson.

B-finalen blev vundet af Morten Olsen med maksimumpoint, mens Karsten og Jimmy spillede omkamp om andenpræmien. Det var Karsten, havde heldet med sig og vandt præmien.

Klubmesterskabet
i lynskak 1998

A-finalen

1. Michael Jørgensen ................ 8
2. Hans-Henrik Madsen ............ 6
3. Poul Buhl .......................... 5 1/2
4. Jonas Nilsson ..................... 5
5. Hans Henrik Hansen ............. 4 1/2
6. Jørgen Obert Frederiksen ........ 1

B-finalen

1. Morten Olsen ..................... 8
2. Karsten Jensen .................... 6
3. Jimmy Petersen ................... 6
4. Michael Christensen .............. 5
5. Inette Vintersfjord ............... 4
6. Farhad Abdi ....................... 3
7. Jon Pedersen ...................... 2
Søren Mogensen .................. 2
9. Steffen Schultz .................... 0



Nyt fra ungdomsafdelingen

Af Poul Buhl

Mange af klubbens børn og juniorer har været aktive deltagere i juniorstævnerne rundt omkring i hovedkredsen. Her følger et resumé af resultaterne fra sæsonens første halvdel

Der er virkelig kommet liv i vores ungdomsafdeling i denne sæson. Vi har lagt den linie, at vi vil deltage i alle Grand Prix-stævnerne, fordi vores børn og juniorer skal have de bedst tænkelige muligheder for at kvalificere sig til Sjællandsmesterskabet, når det nu skal spilles i Ringsted. Og Leif Jensen har lagt den samme linie med sine skoleskakspillere. Der har foreløbig været stor interesse for at være med i stævnerne, og der kommer flere og flere med. Det giver en hel del planlægningsarbejde, når Leif og Liselotte skal arrangere kørsel, som regel fredag aften før stævnet, men det går foreløbig fint med at skaffe biler. Forældrene har bakket godt op og har været meget villige til at køre.

Hovedkredsmesterskabet

Sæsonens første juniorstævne var hovedkredsmesterskabet. Det foregik i Gislinge, og der var 24 deltagere. Heraf 6 fra Ringsted (2 fra klubben). Vores stærkeste juniorer var ikke med, og det bebrejder jeg dem ikke. Turneringsformen med 6-mandsgrupper efter rating gør det jo temmelig uinteressant at deltage, hvis ikke man har rating til at være med i den gruppe, der spiller om mesterskabet. Den var i øvrigt ret stærk, og blev som forventet vundet af Thorbjørn Bromann, der var på hjemmebane - det var hans far Per Bromann, der arrangerede stævnet.

Jimmy var ratingfavorit i den næststærkeste af de fire grupper og var ene om at have et ratingtal over 1000. Han vandt alle sine fem partier og kunne hjemføre førstepræmien på 300 kroner. Jon vandt en delt førstepræmie i den tredjestærkeste gruppe.

Grand Prix i Næstved

Sæsonens første juniorstævne foregik i Næstved. 31 deltagere - 15 fra Ringsted, 6 fra klubben.

Gruppe A, B og C spillede i én gruppe - som de næsten altid gør. Oksana Vovk fra Nykøbing F vandt klart, mens Martin Nikolajsen blev nr. 2 med 5 point (af 7). Jimmy fik 4 point, men måtte nøjes med fjerdepladsen - hvilket han godt kunne tillade sig at være skuffet over, fordi han undervejs tog sin første mesterspillerskalp ved at besejre Martin Lind Mortensen fra Forlev, der var den eneste deltager i A-gruppen. Inette var eneste deltager i C-gruppen, som hun derfor vandt med sine 2 point.

Jon vandt D-gruppen med maksimumpoint 9 af 9. I F-gruppen deltog Virgil Mwepele og Mia Petersen fra børneafdelingen. De var de klart mindst rutinerede af de kun 6 deltagere i gruppen, så de blev ikke så overraskende henvist til de to sidste pladser i feltet med henholdsvis 2 og 1 point.

Der var præmier til alle - en slikting og en skrivefidus. Stævnet virkede lettere kaotisk, men vi fik det da til at fungere nogenlunde, og Næstved-folkene er sikkert nu bedre forberedt til næste gang.

Grand Prix i Køge

Sæsonens andet stævne var nær blevet aflyst, fordi Erik Carlsen ikke havde fået lagt sin telefon ordentligt på, så man ikke kunne ringe til ham i dagene omkring tilmeldingsfristen! Det lykkedes ad omveje at få ham gjort opmærksom på fadæsen, og 10 tilmeldinger fra Forlev og 20 fra Ringsted (7 fra klubben) reddede stævnet. I alt 42 deltagere.

Jonas var eneste deltager i A-gruppen, som han derfor vandt. Scoren blev 5 point af 7, men det pinte ham vist lidt, at han tabte til Inette!
Martin blev nr. 2 i B-gruppen med 4 point, mens Jimmy efter et ærgerligt nederlag i sidste runde blev henvist til tredjepladsen med 3 p. Inette blev nr. 2 i C-gruppen med 2 p.

I D-gruppen lagde Jon stærkt ud med 5 gevinster, men så kom også årets første nederlag, og han måtte nøjes med 7 p. af 11 og en 4. plads.

I F-gruppen deltog Jacob Kjær og Virgil fra børneafdelingen. De havde et hårdt program, hvor de skulle igennem 13 runder. Jacob kørte lidt træt i de sidste runder, men sluttede med 81/2 point på femtepladsen. Virgil fik 31/2 og blev nummer 10. Der var pæne præmier til alle og medaljer til de tre bedste i hver gruppe.

Grand Prix i Gislinge

Den 31. oktober var der igen stævne i Gislinge. 51 deltagere - 18 fra Ringsted, 6 fra klubben. Liselotte var syg, så denne gang havde jeg overtaget ansvaret for vores børn.

Jonas var igen alene i A-gruppen, som han vandt med 6 p. af 7. Inette blev nr. 2 i C-gruppen med 31/2 p. Der var hele 21 med i D-gruppen, som blev domineret af de lokale fra Gislinge. Jon fik 51/2 og sluttede på fjerdepladsen. Elias Larsen fra børneafdelingen debuterede i et hårdt selskab og måtte nøjes med 1 point og en 20. plads.

I F-gruppen var igen Jacob og Virgil med. Jacob fik 5 point og en delt 4. plads, mens Virgil denne gang måtte nøjes med 1 p. og en delt 9. plads. Der var masser af skakbøger i præmier samt kontorrekvisitter og legetøjsbiler til de små.

Amtsmesterskab i Gislinge

Ugen efter Grand Prix-stævnet var der igen stævne i Gislinge. Denne gang amtsmesterskabet i skoleskak. Der var 71 deltagere, 28 fra Ringsted. Og da det denne gang var skoleskak, deltog klubben ikke som sådan. Og denne gang var der ingen grupper, der var slået sammen. Ud over præmier og Grand Prix-point var der også kvalifikation til DM at spille om.

De var 2 i A-gruppen, hvor Jonas vandt efter omkamp. Det var hans sjette amtsmesterskab. I B-gruppen var Martin uheldig med at slutte på tredjepladsen og gik dermed glip af DM. Jimmy blev nummer fire.

Inette fik en tredjepræmie i C-gruppen med 31/2 p. af 5. Hun tabte en omkamp om 2. pladsen, men kvalificerede sig alligevel til DM. I D-gruppen fik Jon 41/2 point og en 5. præmie. Elias fik igen kun 1 point og sluttede som nr. 21. Hans lillebror Claus fik 3 point i E-gruppen og sluttede som nr. 16.

I F-gruppen havde vi inviteret nogle børn fra Sct. Joseph skole med, som endnu ikke spiller i børneafdelingen - men de er kommet med siden. Jacob var virkelig uheldig i første runde, hvor han tabte på tid! Det er vist aldrig set før i den aldersgruppe. Han havde fuldstændig udspillet Kenneth Ronge fra Benløse og manglede kun et par træk i at sætte ham mat, da vingen faldt! Nu sluttede Kenneth som nr. 2 og kvalificerede sig til DM, mens Jacob havde lidt af en offday og med 4 point af 9 sluttede som nr. 9. Bedst af vores børn blev Nikos Vouraxacis med 41/2 p. som nr. 7. Konstantin Vourexacis fik 31/2, Dennis Rasmussen 3 og Virgil Mwepele 21/2.

Grand Prix i Tingsted

Den sidste Grand Prix-turnering i 1998 foregik i Tingsted. Der var 51 deltagere - 17 fra Ringsted, 10 fra klubben. Jonas havde denne gang en konkurrent i A-gruppen, som han vandt med 6 af 7. Jimmy blev toer i B-gruppen med 31/2, Inette blev toer i C-gruppen med 2.

Der var igen mange med i D-gruppen, hvor Jon blev nr. 2 med 6 p. Søren Mogensen, der nu også er begyndt i klubben, sluttede på 4 p., mens Elias igen måtte nøjes med 1. I E-gruppen fik Claus også 1 point.

I F-gruppen fik Jacob 61/2 af 9, hvilket indbragte ham en bronzemedalje - den første medalje til vores børneafdeling. Nikos blev nr. 4 med 6, Daniel Olsson debuterede med 5 p. og en sjetteplads, mens Konstantin fik 4 p. og en 8. plads. Det var faktisk en rigtig god turnering for vores børneafdeling, som høstede en masse selvtillid. Og så var der et kæmpemæssigt præmiebord, hvor man kunne vælge mellem alle de mystiske ting, Sigurd havde fået af diverse sponsorer.


Byturneringen 1998:

En fremmed kom til byen II

Af Poul Buhl

En æra i Ringsteds skakhistorie er slut. Hans Henrik Hansen er ikke længere bymester. Efter seks år i træk som byens bedste skakspiller blev han detroniseret af en tilflytter efter en i øvrigt spændende byturnering med 18 deltagere-

Historien gentager sig. Og der vil sikkert også være dem, der genkender en gammel overskrift fra VARIANTEN i 1992, da Hans Henrik var flyttet til byen og stillede op i sit første bymesterskab - som han vandt. Han har haft monopol på titlen lige siden, og selv om det trods alt er lykkedes mig at erobre godt og vel hvert andet klubmesterskab i de senere år, så har byturneringen været dr. Hansens domæne.

Men nu er der tegn på, at de tider er ved at rinde ud. Det skete allerede sidste efterår, at en vis Michael Jørgensen ringede mig op og forespurgte om aktiviteterne i skakklubben her i byen. Det er der med jævne mellemrum nogen der gør, men denne nysgerrige person vidste godt lidt om, hvad en skakklub er for noget. For han havde 2260 i rating!

Michael meldte sig ind som B-medlem, men vi så ikke så meget til ham i klubben i sidste sæson, for skak tirsdag aften passede ikke så godt med hans arbejde. Det har ændret sig, og et eller andet tyder på, at han har til hensigt at sætte sit præg på klublivet i denne sæson. I første række bymesterskabet, hvor han stillede op som storfavorit. Men der skulle jo spilles om det.

Der var 18 deltagere i byturneringen, hvilket ærligt talt er lidt tyndt. Mesterklassen var den stærkeste nogensinde - det skriver jeg snart hvert år - men vi savner efterhånden folk, der ligger i midten af styrkespekteret. Ikke fordi vi ikke har dem i klubben, men mange af dem var af forskellige årsager ikke med i år.

Mesterklassen

Vores turneringsleder - som også er identisk med den forsvarende bymester Hans Henrik Hansen - havde valgt i år at følge reglerne slavisk. Det betød, at der ikke blev uddelt ekstrapladser til mesterklassen ud over de seks kvalificerede, som mange ellers er blevet vant til. Monrad over fem runder er ikke en sportsligt tilfredsstillende afvikling, mente han - og det kan jeg kun tilslutte mig. Altså var deltagerne bymesteren - Hans Henrik Hansen, vinderen af 1. klasse i byturneringen sidste år - Arne Skov Jensen, samt de fire højst ratede tilmeldte. Det var i år Michael Jørgensen, Poul Buhl, Obert Frederiksen og Lasse Appelqist - i nævnte rækkefølge. Det betød, at der ikke blev plads til Morten Madsen, nummer fem på klubratinglisten, hvor Michael Jørgensen endnu ikke figurerede på det tidspunkt.

Hans Henriks lodtrækning havde givet Michael hvid i et par af nøglepartierne, og den betød også, at vi lagde ud med de opgør, der skulle vise sig at blive afgørende for mesterskabet. Men det er jo selvfølgelig ikke altid til at vide.

Jeg havde sort mod Michael i første runde og kunne måske med en lidt mere destruktiv indstilling til spillet have fået remis, men tabte. I anden runde var det Hans Henrik, der skulle have sort mod Michael - og tabte. Derefter så det jo ud til at mesterskabet var afgjort.

I tredje runde vandt jeg over Hans Henrik, der lidt unødvendigt gik mat i tidnøden, og dermed var hans abdikation i hvert fald en kendsgerning. Først derefter spillede Hans Henrik remis med Lasse i et udsat parti fra første runde. "Det var helt rart at komme på tavlen," sagde han lettet. Sådan har vi ikke været vant til at opleve ham her i klubben! Og to nederlag i samme turnering har han vist slet ikke været ude for i Ringsted ...

Michael fortsatte med at vinde over Arne Skov og Lasse, og dermed var mesterskabet afgjort. Jeg havde i mellemtiden slået Obert, men jeg var ikke tilstrækkelig skarp mod Lasse, da jeg havde chancen efter hans lidt sløsede åbningsspil, og fik kun remis mod ham - og dermed kunne han ikke indhentes, selv om han manglede et parti.

De sidste to partier var Oberts udsatte mod Michael og Hans Henrik. Hvis han vandt begge, kunne han faktisk snyde mig for andenpladsen, men det regnede jeg ikke for at være realistisk. Ikke før han slog Michael! Men det var da rart at se, at Michael ikke er ubesejrlig. Men i det allersidste parti satte Hans Henrik tingene på plads og fik sin 50% score hjem, og jeg fik andenpræmien - som jeg plejer i den turnering.

Tillykke til Michael med mesterskabet. Det var ikke den store overraskelse, og det er mange år siden vi har haft en så klar favorit til titlen. Men vi stiller op igen til næste år!

1. klasse

Morten Madsen og Karsten Jensen var storfavoritter i 1. klasse, og det var da heller ikke spor overraskende, at de skulle afgøre førstepladsen imellem sig i et udsat parti, der blev turneringens sidste. Karsten vandt, og dermed blev han en suveræn nummer ét med maksimumpoint.

Martin Nikolajsen kunne ikke helt leve op til sin indsats i klubmesterskabet og havde denne gang problemer med at få pointene i hus, så han var aldrig med i topkampen. De sidste tre deltagere i gruppen var vel nærmest med som slagtekvæg, hvis man gik efter ratingtallene. Der var et enormt styrkespring mellem de tre stærkeste og de tre andre i gruppen, og det er vel rimeligt at appellere lidt til midtergruppen i klubben - rent styrkemæssigt. Kunne I dog ikke få tid til at spille bare fem runder byturnering?

Men decideret slagtekvæg var der nu ikke tale om. Michael viste vejen med en sensationel sejr over Morten Madsen. Det indbragte ham en sensationel andenpræmie. Morten er ikke helt ved fordums styrke i øjeblikket, men tilsyneladende har hver turnering i øjeblikket sin sensationsmand. Denne gang var det Michael.

2. klasse

Det blev en uhyre spændende 2. klasse i år. Som nederste gruppe blev den afviklet med to indbyrdes hurtigpartier pr. aften uden noteringspligt, og af samme grund har vi ikke nogen partier med fra den gruppe.

Vi havde to nye bekendtskaber med i år. Den ene var Jon Pedersen, der har spillet skoleskak på Valdemarskolen i et par år, og han satte sig i respekt med det samme ved at vinde begge partierne mod Jimmy, der ellers var megafavorit til at vinde gruppen. Den anden var Lauritz Rasmussen, der virkede uhyre engageret. Han tabte to gange til Liselotte, og så var det at han fandt ud af, at han ikke havde mulighed for at gå til skak, fordi hans kat ikke kunne klare at være alene hjemme! Man kommer ud for lidt af hvert. Men næste klubaften havde Jon taget sin ven Steffen med, og han var frisk på at gå ind og overtage Lauritz´ plads i turneringen.

Jon satte et point til mod Inette, men ellers førte han frem til sidste runde, hvor han skulle møde Farhad. Jimmy gjorde rent bord i resten af sine partier, så da Jon tabte 11/2-1/2 til Farhad, betød det, at Jimmy lige akkurat kneb sig ind på førstepladsen. Jon måtte så tage til takke med andenpræmien, men det er nu også at flot resultat at få i sin første turnering i skakklubben. Jeg fik da ikke præmie i min første byturnering i 1974 ...

Inette fik ram på Farhad med 11/2-1/2 i første runde, så hun fulgte præmietagerne til dørs og sluttede på tredjepladsen. Steffen fik ikke så meget ud af det i sin første turnering, men det skal såmænd nok blive bedre med noget mere rutine. Og så har han jo en kompetent træner i Jon.

Fremtiden ...

Til næste års byturnering rykker Karsten op i mesterklassen, og Jimmy rykker op i 2. klasse. Inden den tid synes jeg vi skal overveje, om ikke vi skal gå tilbage til at spille turneringen over syv runder. Om ikke andet i nogle af klasserne. Så må vi eventuelt starte lidt tidligere, for byturneringen skal nødvendigvis være færdig, inden holdturneringen starter.

Partier fra byturneringen

Vi kommer ikke uden om at vise partiet mellem den nye og den gamle bymester. Det blev spillet i anden runde og havde længe karakter af en stillingskrig som mellem to boksere, der flytter rundt omkring i ringen mens de forsøger at kigge modpartens svagheder ud. Det siger en del om Michaels spillestil, at det var Hans Henrik der først mistede tålmodigheden og tog en skæbnesvanger chance.

Michael Jørgensen
Hans Henrik Hansen
Mesterklassen - 2. runde - QI 16.11
1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sf3 b6 4.g3 La6 5.b3 Lb4+ 6.Ld2 Le7 7.Lg2 c6 8.Lc3 d5 9.Sbd2 O-O 10. O-O Sbd7 11.Lb2 Tc8 12.Tc1 Lb7 13.Dc2 Te8 14.e4 dxe4 15.Sxe4 Sxe4 16.Dxe4 Lf6 17.Tcd1 Dc7 18.Tfe1 Ted8 19.Lc1 Le7 20.Dc2 h6 21.Te2 Db8 22.h3 Lf8 23.Lb2 Le7 24.Sh2 Sf6 25.Dc3 Td7 26.Tde1 Dc7 27.Sf1 Tcd8 28.Se3 Txd4 29.Sd5 cxd5 30.Dxd4 dxc4 31.Dxc4 Dxc4 32.bxc4 La6 33.Tc2 Tc8 34.Lf1 Sd7 35. Ld4 Sc5 36.a4 Sb3 37.Le3 Sa5 38.Td1 Kf8 39.Td7. 1-0.

Jeg sluttede på en tilsyneladende meget sikker andenplads. Men her lyver tallene lidt, for jeg var aldrig i nærheden af førstepladsen, og min andenplads var i fare til det sidste parti var spillet. I sidste runde vandt jeg mit bedste parti i turneringen over Obert, der på det tidspunkt manglede yderligere to partier.

Obert Frederiksen
Poul Buhl
Mesterklassen - 5. runde - PU 8.2
1.e4 d6 2.d4 Sf6 3.Ld3 Sbd7 4.Se2 g6 5.O-O Lg7 6.c3 O-O 7.f4 e5 8.Sd2 c6 9.Sf3 Db6 10.h3 Te8 11.Dc2 d5 12.fxe5 dxe4 13.exf6 exd3 14.Dxd3 Sxf6 15.Sg3 Le6 16.Kh2 Dc7 17.Se5 Sd7 18.Sxd7 Dxd7 19.Df3 Lc4 20.Td1 Ld5 21.Dg4 Dxg4 22.hxg4 Te6 23.Lf4 Tae8 24.b3 b5 25.Tac1 Tf6 26.Tf1 Txf4 27.Txf4 Lh6 28.Tff1 Lxc1 29.Txc1 Te3 30.Tc2 Le6 31.c4 bxc4 32.bxc4 Td3 33.d5 cxd5 34.c5 Lxg4 35.c6 Td4 36.c7 Tc4 37.Txc4 dxc4 38.Se4 Kf8 39.Kg3 Ld7 40.Kf4 Ke7 41.Ke5 Le6 42.Sc5 Lc8 43.Kd5 c3 44.Kc6 c2 45.Sb3 h5 46.Sc1 g5 47.Kd5 f6 48.Ke4 Kd6 49.g3 Kxc7 50.Ke3 Kd6 51.Kd2 Lf5 52.Se2 Ke5 53.a3 h4 54.gxh4 gxh4 55.Ke3 h3 56.Kf3 Lg4+ 57.Kxg4 h2. 0-1.

Arne Skov var med som vinder af 1. klasse sidste år, men fik som forventet ikke mange point i det stærke selskab. Men han forærede også et par point væk på fejl. Her møder han Lasse - hvilket blev Lasses eneste gevinst i turneringen.

Arne Skov Jensen
Lasse Appelquist
Mesterklassen - 3. runde - RE 11.3
1.c4 e6 2.Sf3 d5 3.g3 Sf6 4.Lg2 c6 5.Db3 dxc4 6.Dxc4 Dd5 7.Dc2 Sa6 8.a3 Sc5 9.Sc3 Db3 10.Sd4 Dxc2 11.Sxc2 Sb3 12.Tb1 e5 13.d3 Sxc1 14.Txc1 Le6 15.Kd2 g6 16.Sa4 Td8 17.e4 Le7 18.Se3 Sd7 19.Tc3 b5 20.Txc6 bxa4 21.Thc1 Sb6 22.Tc7 Td7 23.T7c6 Tb7 24.Tc7 Txc7 25.Txc7 Sc8 26.Sc4 O-O 27.Lf3 Ld8 28.Tc6 Ld7 29.Tc5 f6 30.Se3 Lb6 31.Tc2 Se7 32.Sd1 Tc8 33.Txc8+ Sxc8 34.Se3 Kf7 35.Ld1 Lxe3+ 36.Kxe3 Sb6 37.Kd2 Le6 38.Kc3 Ke7 39.f4 Kd6 40.Kb4 La2 41.Lc2 Le6 42.Ld1 Ld7 43.Lc2 Lc6 44.Ld1 Sd7 45.Lxa4 Lxa4 46.Kxa4 Sc5+ 47.Kb5 Sxd3 48.b4 g5 49.fxe5+ fxe5 50.Ka6 Sf2 51.b5 Kc5 52.a4 Sxe4 53.Kxa7 Sd6 54.b6 Sc8+ 55.Kb7 Sxb6 56.a5 Sa4. 0-1.

Vi kan naturligvis ikke forbigå bymesterens eneste tabsparti. Det stod Obert for. De skulle oprindeligt have mødtes i tredje runde, men da meldte de begge afbud, så partiet blev spillet som det næstsidste i turneringen - på et tidspunkt hvor Michael var helt sikker på titlen. Men uovervindelig er han altså ikke, og vi ser endnu engang, at Obert er farligst i de stillinger, hvor han får lov til at rode brikkerne hele sammen i en stor pærevælling over hele brættet. Og det bekræfter også vores gamle tiltro til, at Obert kan slå hvem som helst, når det altså kører for ham.

Michael Jørgensen
Obert Frederiksen
Mesterklassen - 3. runde - HD 14.1
1.c4 f5 2.Sf3 d6 3.d3 Sf6 4.g3 g6 5.Sc3 Lg7 6.Lg2 O-O 7.O-O e5 8.Lg5 h6 9.Lxf6 Dxf6 10.Sd5 Dd8 11.Db3 Kh7 12.Sd2 c6 13.Sc3 Sd7 14.Da3 Sf6 15.Tac1 Le6 16.b4 a6 17.Sb3 De7 18.Sa5 d5 19.e3 Tad8 20.Se2 Lc8 21.d4 Se4 22.cxd5 Txd5 23.Sb3 exd4 24.exd4 a5 25.Sf4 Tb5 26.Tfe1 axb4 27.Da7 Df7 28.Lf1 g5 29.Lc4 Td5 30.Sd3 Le6 31.Lxd5 Lxd5 32.Sxb4 f4 33.g4 f3 34.Sxd5 cxd5 35.Db6 Dd7 36.h3 Tf4 37.Tc7 Txg4+ 38.Kf1 Tg1+ 39.Kxg1 Dxh3 40.Txg7+ Kxg7 41.Dc7+ Kg6 42.Dh2. 0-1.

Førstepladsen i 1. klasse blev afgjort i det allersidste parti. Vinderen ville tage plads i Mesterklassen næste år.

Morten Madsen
Karsten Jensen
1. klasse - 2. runde - SI 46.4
1.e4 c5 2.c3 d5 3.e5 Lf5 4.d4 e6 5.Sf3 Sc6 6.Da4 a6 7.dxc5 Lxc5 8.b4 Lb6 9.Le2 Se7 10.Lg5 O-O 11.O-O Dc7 12.b5 axb5 13.Dxb5 Sg6 14.Sbd2 La5 15.Tac1 Scxe5 16.Sxe5 Dxe5 17.Sf3 De4 18.Ld1 Dc4 19.Db2 Ld8 20.Lb3 Dc7 21.Le3 b5 22.De2 Lg4 23.Dxb5 Lxf3 24.gxf3 Sh4 25.De2 De5 26.Kh1 Lc7 27.f4 De4+ 28.f3 Df5 29.Df2 Sg6 30.Lc2 Dh5 31.Lxg6 fxg6 32.Tce1 Ta6 33.Dd2 Ta4 34.Tf2 Lxf4 35.Lxf4 Taxf4 36.Txe6 Txf3 37.Tee2 Df5 38.Kg1 Dg4+ 39.Kf1 Dc4 40.Txf3 Txf3+ 41.Kg2 Dg4+. 0-1.

Lars Vilsgaard
Michael Christensen
1. klasse - 3. runde - SI 1.1
1.e4 c5 2.Sf3 d6 3.Lc4 e6 4.d3 Le7 5.O-O Ld7 6.Sc3 a6 7.a3 Sc6 8.Ld2 h6 9.h3 Dc7 10.Te1 Lf6 11.Tb1 Tc8 12.Sa2 Sa5 13.Lxa5 Dxa5 14.Dd2 Dxd2 15.Sxd2 Se7 16.Sf3 a5 17.Sc1 La4 18.Lb3 Ld7 19.Lc4 b5 20.La2 O-O 21.c3 Tc7 22.Sb3 Ta8 23.Sbd2 Tb8 24.e5 dxe5 25.Sxe5 Lxe5 26. Txe5 Sg6 27.Te3 Lc6 28.c4 b4 29.axb4 axb4 30.b3. 0-1.

Michaels andenpræmie må vel nærmest betegnes som en sensation. Men den slags er vi vel snart vant til ... Han fik andenpræmien på bedre korrektion end Morten Madsen, i kraft af at han temmelig overraskende havde vundet det indbyrdes parti. Men - vi nøjes med at bringe højst ét tabsparti pr. deltager. I foråret var det Martin Nikolajsen der var sensationsmanden i klubturneringen, men han var kun en skygge af sig selv i byturneringen. Faktisk var han heldig med ikke at tabe til Poul Nielsen i et uhyre dramatisk parti. Martin kommer af og til galt af sted, fordi han ikke tager det så tungt med at bringe kongen i sikkerhed. Det var også meget tæt på at blive skæbnesvangert her.

Poul Nielsen
Martin Nikolajsen
1. klasse - 4. runde - QP 9.4
1.d4 d5 2.Lf4 c5 3.Sc3 e6 4.Sf3 Sf6 5.h3 Sc6 6.e3 Db6 7.Sb5 Da5+ 8.c3 Kd7 9.Se5+ Sxe5 10.Lxe5 Se8 11.dxc5 a6 12.b4 Dd8 13.Da4 Ke7 14.Ld6+ Sxd6 15.Sxd6 Ld7 16.Da3 Db8 17.c4 Kf6 18.cxd5 exd5 19.Dc3+ Kg6 20.Dd3+ f5 21.Dxd5 Lxd6 22.Dxd6+ Dxd6 23.cxd6 La4 24.g4 fxg4 25.hxg4 Kf6 26.Ld3 Lc6 27.Txh7 Txh7 28.Lxh7 Th8 29.d7 Lxd7 30.Td1 Lxg4 31.Td4 Txh7 32.Txg4 Th1+ 33.Ke2 Ta1 34.Tf4+ Kg6 35.Kf3 Txa2 36.Td4 b5 37.Kg3 Ta3 38.Kg4 a5 39.bxa5 Txa5 40.Td6+ Kf7 41.Td5 Ta4+ 42.f4 Tb4 43.Kf3 Tb2 44.Ke4 Ke6 45.Tg5. 1/2-1/2.