Holdskak i 30 år:

Førsteholdet: 30 år i tal


Mandag den 1. oktober 1968 blev den historiske dag, hvor et hold fra Ringsted stillede op til en kamp i Dansk Skak Unions holdturnering. Det skete under beskedne former i 2. hovedkreds´ A-række, og det var tilmed en udekamp. Modstanderen var Dianalund, som blev besejret 5-3. Heltene fra denne første sejr hed Eskild Jørgensen, Villy Hansen, Børge Jacobsen, Anton Pedersen og Poul Petersen. Sidstnævnte var med som reserve for Lasse Appelquist. Dagens tabere var Otto Olsen, Jørn Hansen og Hans Dahl.

I de følgende tre kampe satte holdet sig grundigt i respekt ved at hente 201/2 point af 24 mulige mod Sørbymagle, Eggeslevmagle og Slagelse II. Efter endnu en solid sejr over Karrebæk blev sejrsrækken brudt i sjette runde, da holdet måtte nøjes med uafgjort 4-4 mod Forlev. En kamp, der ikke mindst huskes for, at klubbens 14-årige stortalent Obert Frederiksen fik sin debut på førsteholdet. Oprykningen var en realitet inden sidste runde, hvor Haslev II blev besejret, og scoren på 41 points er til dato holdets højeste. Eskild Jørgensen scorede 6 af 7 på førstebrættet og blev holdets første topscorer.

"Er det i øvrigt ikke snart på tide, at vore unge lovende spillere begynder at fortrænge spillerne på det old boys-hold, der vandt A-rækken?" spørger Lasse Appelquist i VARIANTEN ved sæsonstarten i 1969. Bortset fra Hans Dahl og Lasse selv, der begge var først i tyverne, var det rutinerede folk, der var med på holdet, og et generationsskifte var forestående. Obert Frederiksen og Erik Madsen var de nye folk på holdet, der ikke fik de store problemer med at klare sig i Mesterrækken. Med seks sejre og en enkelt uafgjort - mod Nakskov i sidste runde - vandt holdet lidt overraskende rækken og rykkede op i 3. division.

Den 4. oktober 1970 debuterede Skakklubben af 1927 i divisionsturneringen. Modstanderen var naboerne fra Sorø, og resultatet blev en kneben, men vigtig sejr på 41/2-31/2. Men efter 15 kampe i træk uden nederlag kunne det ikke blive ved med at gå godt. Holdets første nederlag kom i anden runde, og det skete med manér - 7-1 mod Odense på udebane. Odense vandt senere rækken suverænt, men resultatet sendte alligevel en chokbølge gennem klubben, hvilket man fornemmer af, at Lasse brugte 4 sider i VARIANTEN på at analysere resultatet. "Der var på ingen måde tale om nedspilning, vi var blot totalt forladt af heldet den dag, og de 7-1 er helt misvisende. Et resultat på 31/2-41/2 eller måske endda 4-4 havde været mere retfærdigt. Efter to timers spil holdt vi kaffepause, og den slog antagelig alt for mange af os ud af rytmen." Og forklaringen kommer prompte: Der bliver spillet for lidt EMT, og alle bliver kraftigt opfordret til at komme udenbys for at møde nogle andre modstandere end dem, de sidder og spiller med nede i klubben og kender ud og ind.

De næste tre kampe gav knebne nederlag mod Maribo, Korsør og Indslev. Kampen mod Indslev foregik på Fyn og blev afviklet på en lidt kuriøs måde. Det er til dato den eneste kamp, hvor førsteholdet ikke har kunnet stille fuldt hold. Syv mand drog af sted, men dengang var reglerne om holdopstilling ikke så strikse som de siden er blevet. Man kunne vælge at tabe partiet på førstebrættet uden kamp, og det gjorde man så. Da det var en de lavere rangerende spillere, der ikke var med, betød det faktisk, at holdet stillede stærkere op på de følgende brætter, end hvis man havde været fuldt hold.

Med sejre i de to sidste kampe lykkedes det akkurat at bevare pladsen i divisionen med et halvt point mere end Sorø, der måtte ned.

I holdets anden sæson i divisionen gik det langt bedre. Det blev til ikke færre end seks sejre, men det var Vordingborg, der satte sig på oprykningspladsen. Men de gode resultater havde givet blod på tanden, og det erklærede mål for sæsonen 1972/73 var oprykning til 2. division.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Holdet havde en udpræget svag sæson, hvor det kun blev til en enkelt sejr, og på femtepladsen var der kun et enkelt point ned til en nedrykningsplads. Muligvis slog det holdet lidt ud af stilen, at det i første runde blev et nyt stort nederlag på 11/2-61/2 mod de gamle kendinge fra Odense, ikke havde overlevet sæsonen i 2. division. At det ikke blev til oprykning var så meget mere skuffende, fordi andetholdet i samme sæson præsterede at vinde Mesterrækken, men ikke kunne rykke op, fordi man dengang ikke måtte have mere end ét hold i samme division.

I 1973 kom Vagn Larsen til klubben, og han har sat sit præg på holdets resultater lige siden. Sæsonen startede imidlertid ikke alt for lovende med nederlag i de tre første kampe. Men så skete der noget. Med 7-1 i de to næste kampe var oprykningen indenfor rækkevidde, men det så alligevel ud til, at Vordingborg igen skulle vende tilbage til 2. division. Vi citerer igen Lasse fra VARIANTEN: "Før sidste runde troede kun få på chancen. Vi skulle møde Næstved, som vi besejrede 5-3; et normalt resultat. Vordingborg, som vi skulle have 11/2 point mere end i sidste runde, mødte Læseforeningen, som var dømt til nedrykning allerede inden kampens start. Læseforeningen stillede med kun 6 mand, hvorfor vi var nogle, der bandede dem langt væk. Men se om ikke de 6 mand gik hen og tog 41/2 point fra Vordingborg, hvilket lige præcis var nok til, at vi kunne klemme os ind på 1. pladsen med 1/2 point mere. Det var den mest spændende og nervepirrende afslutning på divisionsturneringen i den tid, vi har været med."

Klubbens første oprykning til 2. division var en kendsgerning. Men kunne klubben så klare sig i landets næstfineste række? De nærmest foregående år var oprykkerne kommet ned igen, men der blev hevet et par forstærkninger hjem. P.O.Krogh sagde ja til at være med på holdet, selv om han ikke var begejstret for søndagskampene, og Ole Antonsen kom til fra Maribo. Man hentede også Skovbos stærkeste spiller Niels Grønnehøj, men han måtte nøjes med en plads på andetholdet.

Den 6. oktober 1974 debuterede klubben i 2. division. Modstanderen var SK 1941 fra Valby, og vi havde hjemmebane. Det startede lovende med en sejr på 41/2-31/2. Også den næste kamp mod Glostrup blev vundet, men så løb holdet endnu engang ind i en øretæve mod Odense, der vandt 6-2 med den regerende danmarksmester Ulrik Rath i spidsen. Nedrykningen blev imidlertid afværget i næstsidste runde med en kæmpesejr på 61/2-11/2 over Roskilde, der i runden forinden havde tabt 8-0 til Odense og måtte ned sammen med SK 1941. For Skakklubben af 1927 blev det til en femteplads, det til dato bedste resultat i divisionsturneringen, og man kunne bryste sig af at være den stærkeste sjællandske klub uden for Storkøbenhavn.

Triumfen blev fuldbyrdet, da andetholdet vandt Mesterrækken og kunne rykke op i 3. division.

Den følgende sæson tegnede imidlertid på forhånd til at blive vanskelig. Eskild Jørgensen og Ole Antonsen ønskede at holde pause, og selv om de lod sig overtale til at stille op i de sidste afgørende kampe, kunne nedrykningen ikke afværges. Jævnbyrdigheden var ellers stor, fem af kampene sluttede med resultatet 41/2-31/2 (to sejre og tre nederlag), kun mod Øbro og Gentofte blev det til klare nederlag.

Slagelse overtog pladsen i 2. division, de sluttede 11/2 point foran på sjettepladsen, ikke mindst takket være en sejr i det indbyrdes opgør i femte runde. Vi kunne endnu redde livet med en sejr på 61/2-11/2 i den sidste kamp mod nedrykningsdømte Frederiksberg II, men 41/2-31/2 var for lidt.

Til sæsonen 1976/77 stillede klubben for første gang op som nedrykker. Eskild Jørgensen var med igen, mens Ole Antonsen fortsat kun var med lejlighedsvis. Det blev en varm velkomst leveret af Roskilde, der sagde tak for sidst ved at vinde premierekampen med 6-2. Derefter var der ikke meget andet end andenpladsen at spille for, men den tog Maribo sig af. En skuffende tredjeplads blev sæsonens resultat trods fem sejre. Roskilde vandt divisionen suverænt.

En bestemt præstation vil sæsonen imidlertid blive husket for. På syvendebrættet præsterede Erik Madsen at score de maksimale 7 point - en præstation, der indbragte et skakur i præmie, og som ingen på førsteholdet har gjort ham efter hverken før eller siden.

Året efter skulle det være. Hele sæsonen var et langt kapløb med Munkebo, sidste sæsons nedrykker fra 2. division. De to hold spillede 4-4 i deres indbyrdes kamp i fjerde runde og vandt klart over de øvrige hold. Inden sidste runde førte Munkebo med 1 point. Munkebo mødte Vordingborg, mens vi havde en lidt lettere modstander i Odense II.

Afslutningen blev endnu engang en nervepirrende affære, som Lasse berettede om i VARIANTEN: "Hos Vordingborg stod Kurt Larsen lige på tredjebræt. Så hvis det holdt og Erik Madsen ikke kludrede, var chancen der stadig. Erik gjorde det dog stadig til en oplevelse for tilskuerne. En overgang begyndte han at forære sine bønder væk, og vi mente alle, at nu tabte han oven i købet partiet. Men vi havde mere til gode. Erik kom atter oven på, og langt om længe fik han udryddet alle modstanderens bønder - nu kunne han da ikke tabe det. Hos Munkebo gik det som håbet. De tabte på 7. bræt og fik kun remis på 2. bræt, og i det sidste parti, det mod Kurt Larsen, satsede Munkebospilleren så hårdt, at han kom i så stærk tidnød, at blot Kurt trak hver anden gang og ikke fi k et hjertetilfælde ville Munkebo tabe på tid. Oven i købet kludrede Munkebo, så Kurt også i selve stillingen fik gevinst frem. Vi gik rigtig og godtede os, for selv om Erik kludrede og kun fik remis, så var den hjemme - troede vi. For i bogstaveligt talt sidste sekund af Munkebospillerens tid satte Kurt Larsen, med 20 minutter tilbage, ham pat! Det var for dårligt. Vi fór ind til Erik, men kun for at få at vide, at hans modstander lige havde opgivet. ---- Puh, der var en flok spillere og 3 fans, der faldt sammen som slatne karklude."

Andetholdet vandt igen Mesterrækken, og i sæsonen 1978/79 kunne klubben for anden gang stille op til den nye sæson med to divisionshold. Og de to oprykninger var da også en passende måde at markere klubbens 50 års jubilæum på.

Det andet ophold i 2. division blev det korteste. Kun en enkelt sæson blev det til. Hele vejen igennem havde holdet marginalerne imod sig, selv om det på papiret var klubbens hidtil stærkeste. Leif Jensen var kommet til fra Maribo, til gengæld havde Ole Antonsen lagt brikkerne på hylden. Efter tre runder skrev Lasse frustreret i VARIANTEN: "Hvorfor ligger 1. holdet ikke i toppen af 2. division. Det burde vi efter alle solemærker at dømme gøre - i stedet ligger vi næstsidst." Den første sejr kom først i femte runde. Da lykkedes det til gengæld at få ram på de gamle ærkerivaler fra Odense. Det blev 5-3 i den fynske hovedstad, en kamp jeg selv husker for min debut på førsteholdet. Og ved siden af vandt vores andethold 61/2-11/2 over deres andethold, så det var en helt igennem god dag.

Nådestødet kom i sjette runde. Det var en hjemmekamp mod Roskilde, men det havde pedellen på Sønder Parkskolen glemt, så der stod længe en flok skakspillere og blomstrede. Da man omsider blev lukket ind, krævede Roskilde en kompensation for den forsinkede start, og de fik gennemført at alle Ringstedspillerne fik en halv time mindre på uret. Med dette handicap tabte vi 2-6, og nedrykningen kunne ikke undviges i sidste runde, selv om der i slutstillingen kun var et halvt point op til Gentofte.

Denne gang gik der et par år, før Ringsted igen var et seriøst bud på oprykning til 2. division. Det var geografien, der spillede os et puds. I stedet for 3. division gruppe 2, hvor de sjællandske og fynske hold normalt hørte til, blev vi denne gang placeret i den meget stærkere gruppe 1 sammen med de københavnske og nordsjællandske hold. Det blev kun til en femteplads i 1979/80, selv om holdet var med fremme, men et 11/2-61/2 nederlag til Helsingør i sidste runde kostede en ellers rimelig placering. Det var også Eskild Jørgensens sidste sæson. Efter en for de fleste lidt uforståelig kontrovers med P.O. Krogh, der gik ud på at de ikke var enige om hvorvidt der var meldt afbud til et parti i klubturneringen, trak han sig tilbage fra holdskak og et par år s enere også fra klublivet.

Året efter formåede vi kun at vinde en enkelt sejr og måtte finde os i at være et bundhold hele sæsonen. Vi kunne så smile lidt af topkampen, hvor KS vandt alle deres syv kampe den sæson, men kun sluttede på tredjepladsen ...

Den 16. november 1980 stillede holdet for første gang op uden Hans Dahl. Efter 11 sæsoner i træk uden et afbud, i alt 78 partier i træk - de sidste 36 som klubbens førstebræt - mente han, at tiden var ved at være inde til en pause fra topskak.

Men i 1981/82 var Ringsted igen tilbage i 3. division gruppe 2, og det gik straks meget bedre. Holdet havde fået tilgang af Kresten Kristensen, og dermed var der kompenseret for savnet af Hans Dahl. Ganske vist blev den første kamp tabt, 31/2-41/2 til Odense, men så gik det stærkt. 61/2-11/2 over Nykøbing F lagde grunden i en kamp, hvor Leif Jensen på førstebrættet vandt over en ung Henrik Danielsen, mens Søren M. Larsen på ottendebrættet holdt remis med en aldeles ukendt knægt ved navn Lars Bo Hansen. I næstsidste runde vandt holdet sin største sejr nogensinde med 71/2-1/2 over Vordingborg, og dermed var oprykningen praktisk taget i hus inden sidste runde. For tredje gang havde klubben sikret sig oprykning til 2. division, og denne gang uden stor sidsterunde-dramatik.

Den fjerde sæson i 2. division blev dramatisk. Hans Dahl var med igen, men var rykket ned på femtebrættet, og Leif Jensen stillede kun op til hjemmekampene. Det skyldtes endnu en tåbelig kontrovers, denne gang fra byturneringen, hvor Leif Jensen og Obert Frederiksen ikke var enige om et afbud, hvilket fik Leif Jensen til at forlade klubben året efter.

Allerede i anden runde fik vi kærligheden at føle med et nederlag på 7-1 til Frederiksberg, der stillede med hele fem IM´ere på deres hold. I fjerde runde kom sæsonens første og eneste sejr, og det var også første og eneste gang vi har mødt et jysk hold i holdturneringen. Modstanderen var Haderslev, men det foregik heldigvis på hjemmebane, og vi vandt 5-3. Alligevel så det vanskeligt ud inden sidste runde, men her gik holdet helt ned og tabte 7-1 til Gentofte og sluttede på sidstepladsen.

Det var imidlertid interessant, at Haderslev lige akkurat klemte sig foran Helsingør ved at slå dem 61/2-11/2 i sidste runde og dermed klarede sig fri af nedrykningen. Den kamp fik skakpolitiske konsekvenser. DSU fandt, at det var uholdbart med så stor geografisk spredning i 2. division - der var i den tid ballade nok omkring afviklingen af 1. division - og indførte Storebæltsordningen, der betød, at man delte Danmark ved Storebælt, så de to 2. divisioner var forbeholdt hold på hver sin side af bæltet. I en overgangssæson var der tre rækker i 2. division, og al nedrykning blev suspenderet. På den måde fik vi en femte sæson i den næstbedste række.

Sæsonen 1983/84 blev klubbens foreløbig sidste i 2. division. Det stod klart allerede efter få runder. De første fire kampe resulterede alle i store nederlag og kun sølle 51/2 point. Men så tog holdet sig pludselig sammen. 5-3 over Brønshøj i en kamp, hvor Hans Dahl hentede en IM-skalp ved at slå Carsten Høi, og derefter endnu en sejr over Lyngby-Virum. Men der var sat for meget til i de første kampe, og også denne gang sluttede holdet på sidstepladsen.

Med nedrykningen var en æra i klubbens historie slut. Kresten Kristensen flyttede fra byen, og Hans Dahl og P.O. Krogh sagde igen fra. Efter at holdet havde indledt turneringen med to store nederlag lod de sig dog overtale til at stille op igen, men lige lidt hjalp det. Holdet sluttede sidst i 3. division og måtte efter 15 år rykke ud af divisionsturneringen.

I de følgende år fandt klubben sin plads i toppen af Mesterrækken. Det er ganske vist blevet til flere oprykninger til 3. division i de mellemliggende år, men det er aldrig lykkedes for os at bide os fast i divisionen igen.

Faktisk sluttede allerede den første sæson i Mesterrækken, 1985/86 med oprykning efter en hårfin opløbskamp, faktisk den tætteste nogensinde, hvor Ringsted og Nysted sluttede helt lige - både i brætpoint og matchpoint. Det blev så afgørende for oprykningen, at vi havde vundet den indbyrdes kamp med 6-2.

Det blev imidlertid året efter til en klar sidsteplads i divisionen. En sæson, der indeholder flere kedelige rekorder. Steffen Appelquist satte en af dem ved som den første spiller i klubbens historie at gennemføre en holdturnering med 0 point af 7. Hans Dahl og P. O. Krogh spillede den 16. november 1986 deres definitivt sidste kamp for klubben, og der var ikke mange nye spillere med klasse til divisionsskak at tage af. Den 11. januar 1987 løb holdet ind i sit største nederlag nogensinde, da vi på hjemmebane en råkold vintersøndag tabte 0-8 til et Slagelse-hold med Mads Smith Hansen og Tobias Christensen i spidsen. Jeg husker også specielt kampen for, at det var min første kamp som klubbens førstebræt. Jeg fik dog en sejr i mit andet forsøg i sæsonens sidste runde.

Trods sidstepladsen fik vi en ny chance i divisionen, fordi to hold trak sig fra næste års turnering. Denne gang fulgte vi bedre med, men sluttede alligevel sidst. Jørgen Obert stod for årets præstation, da han blev ikke bare holdets, men hele turneringens topscorer med 61/2 af 7, næsten en tredjedel af holdets point. Han var dog ikke i nærheden af at kopiere Erik Madsens 7 af 7, for remisen kom allerede i første runde.

Til sæsonen 1988/89 var vi tilbage i Mesterrækken, og det blev første gang vi spillede i Mesterrækken uden at rykke op. Vi sluttede på tredjepladsen, og sæsonen efter blev bunden nået med en femteplads.

Halvfemserne startede lidt bedre med en andenplads i 1990/91 efter den nye fusion af de to skakklubber i Nykøbing F med Lars Bo Hansen i spidsen. I 1991/92 sluttede holdet igen på andenpladsen, med nøjagtigt det samme pointtal som året før - 33. Men denne gang var det en oprykningsplads! Denne oprykning var vel den mest mærkværdige af alle i klubbens historie, for som en konsekvens af Storebæltsordningen havde de tre hovedkredse på skift en ekstra oprykningsplads til 3. division. Men om der overhovedet var en ekstra oprykningsplads fra vores Mesterrække afhang af, om Espergærde undgik nedrykning fra 1. division. Det gjorde de. Vi skulle have 4-4 med Slagelse i sidste runde for at slutte på andenpladsen foran dem, og det lykkedes akkurat. Men Slagelse havde vist slet ikke haft så meget styr på de komplicerede sammenhænge, at de var klar over, at de måske spillede om en oprykningsplads ...

Heller ikke denne gang lykkedes det at undgå elevatoren tilbage til Mesterrækken. Med en choksejr på 6-2 over Køge i anden runde var vi ellers godt med, men et nederlag på 6-2 i næstsidste runde til Næstved II kostede dyrt.

Efter en fjerdeplads i 1993/94 vandt vi året efter Mesterrækken for tredje gang. Denne gang efter en sæson, hvor rækken var meget jævnbyrdig, hvilket blandt andet gav sig udtryk i, at 29 - over halvdelen! - af sæsonens 56 partier sluttede remis, og kun 7 blev tabt, hvilket var en tangering af rekorden fra 1977/78.

Denne gang gik det lidt bedre i 3. division, selv om vi hele sæsonen lå til nedrykning. Men vi undgik sidstepladsen med en 5-3 sejr over Hedehusene i sidste runde, og dermed holdt vi fast i den tradtion, at klubbens førstehold aldrig er gået igennem en holdturnering uden at vinde en kamp.

1996/97 blev ny bundrekord med en femteplads i Mesterrækken og den laveste score nogensinde. Tabet af topscorerne Morten Madsen og Allan Lind Jensen kunne mærkes. Men med Hans Henrik Hansen som nyt førstebræt var vi tæt på en ny oprykning i år. 35 point er vores højeste score i Mesterrækken nogensinde - vi er fire gange rykket op med færre point! Og så fik vi hævnet os på Slagelse med en 8-0 sejr. Holdets første. Ganske vist over deres andethold - men det tæller alt sammen!

Individuelle resultater

I løbet af de 30 sæsoner har 56 forskellige spillere repræsenteret klubben. Der er dog kun 38 spillere, der er har spillet mindst 7 kampe svarende til en hel sæson. Vi har tabt et enkelt parti uden kamp, mens vi til gengæld har fået et point ved skrivebordet, som vi ikke havde spillet os til, fordi modstanderen stillede med en ulovlig spiller (det var mod Helsingør i 2. division 1983/84).

Som på så mange andre områder her i klubben er Lasse Appelquist i en klasse for sig selv. Med 203 førsteholdskampe for klubben topper han suverænt holdkampstatistikken.

Lasse har som den eneste været fast mand på holdet i samtlige 30 år, og ud af holdets 210 kampe har han været med i de 203. Syv afbud er det blevet til i årenes løb. Da vi vandt 8-0 over Slagelse II i sidste sæsons holdturnering, spillede Lasse sin holdkamp nummer 200, og han har scoret flere point til holdet end nogen anden spiller.

Obert Frederiksen var med som reserve i en enkelt kamp i den første sæson og har været fast mand siden, så han har også været med i alle 30 sæsoner. Han har haft lidt flere afbud i tidens løb, men det er da blevet til 175 kampe, og Obert er manden, der både har vundet flest partier og tabt flest partier på holdet.

Vagn Larsen indtager en suveræn tredjeplads med 141 kampe fordelt over 25 sæsoner, mens Hans Dahl endnu indtager fjerdepladsen, selv om han spillede sin sidste kamp for klubben for snart 11 år siden. Om alt går som forventet bliver jeg selv den femte spiller, der runder de 100 kampe for klubben i løbet af den kommende sæson. 12 spillere har rundet 50 kampe, mens 19 har spillet 25.

Fire spillere kan prale af at have en 100% score på førsteholdet. Poul Petersen var kun med i holdets allerførste kamp i 1968, i øvrigt som reserve for Lasse. Lars Vilsgaard er den eneste af de fire, der spiller i klubben endnu. Han fik i øvrigt sit point uden kamp, da han i 1988 var på holdet til en hjemmekamp mod Nykøbing F, der kun stillede med fem mand. Omvendt har seks spillere kun fået en enkelt kamp på holdet, som de hat tabt.

Hvis vi kaster et blik på scoringsprocenterne, er det specielt Eskild Jørgensen og Hans Dahl, der har bidraget med flotte gennemsnit, ikke mindst i betragtning af, at de begge har spillet en meget stor andel af deres kampe for klubben på førstebrættet i 2. og 3. division. Kun ganske få har holdt scoringsprocenten over 60, men vi kan da være lidt stolte af, at holdet som helhed holder et gennemsnit på over 50%. Vi kan altså bryste os af at være lidt bedre end gennemsnittet ...

Resultater mod andre klubber

I løbet af de 30 år har vi mødt hold fra 57 forskellige klubber. I virkeligheden er det dog et par stykker færre, da der også gennem årene er sket en del fusioner af de klubber, vi har mødt. KS/StS er således en sammenlægning af Københavns Skf. og Studenterne, de to Nykøbing-klubber SK 1934 og Nykøbing F er gået sammen til SK34-Nykøbing F, og Eggeslevmagle er gået sammen med Skælskør. Så vidt jeg kan se er seks af klubberne på listen nu opløst, og syv af dem er lagt sammen med andre klubber.

Jeg har delt statistikken op på første- og andethold, og vi har også en enkelt gang mødt et tredjehold - Roskilde, som vi endda tabte til.

Vi har ikke overraskende oftest mødt hold fra vore store naboklubber Næstved og Slagelse, som vi har dystet med 16 gange. Mens vi har spillet lige op med Næstved - selv om de dog har fået lidt flere point end vi har - må vi erkende, at Slagelse har haft krammet på os. Kun 3 gange har vi kunnet slå deres førstehold i 13 forsøg. Det er gået lidt bedre mod Vordingborg. Vi har også mødt deres førstehold 13 gange, og vi har efterhånden fået overtaget mod dem og fører nu 8-5.

En klub som Præstø har vi haft et godt tag på - syv sejre i otte kampe - hvorimod vi gennemgående har haft det lidt svært mod Haslev. Men det har vi jo chancen for at rette op på i den kommende sæson.

Førstebrættet

Det er bemærkelsesværdigt få forskellige spillere, der gennem tiden har repræsenteret klubben på det ærefulde og prestigeladede førstebræt på førsteholdet. Vores nye førstemand i denne sæson, Hans Henrik Hansen, er således kun den niende spiller på pladsen i løbet af 30 år. En enkelt gang har brættet stået tomt, i den lidt kuriøse kamp mod Indslev i 1971, men ellers har specielt tre spillere sat sig tungt på pladsen som "fløjmand".

Hans Dahl har rekorden med 66 kampe i spidsen for holdet. Heraf har 8 været 2. divisionskampe, 56 er spillet i 3. division og 2 i Mesterrækken. Der har naturligvis været mange gode navne blandt modstanderne - landsholdsspillere, spillere der før eller senere har været internationale mestre eller danmarksmestre. Hans Dahl holder en flot statistik med en scoringsprocent lige over 50 og er ene om at have en IM-skalp i en holdkamp - Carsten Høi i 1984.

Ud over at have spillet flest kampe på førstebrættet har Hans Dahl også i tidens løb sikret sig flere andre rekorder. Fra 1975 til 1980 spillede han således 36 kampe i træk som førstebræt. I 18 sæsoner har den samme spiller været førstemand i alle 7 kampe, og heraf tegner Hans Dahl sig for de 7, Obert Frederiksen 4, Eskild Jørgensen 3, Poul Buhl 2 og Lasse Appelquist 1.

Han debuterede på førstebrættet i sæsonen 1971/72 med 51/2 point uden nederlag, en score han overgik i 1977/78 med 6 point uden nederlag. Det er den bedste score på førstebrættet i en sæson, en rekord han dog deler med Eskild Jørgensen, der præsterede det samme i A-rækken i 1968/69.

Obert Frederiksen fik sin førstebrætsdebut i 1982/83, hvor han blev kastet for løverne i 2. division, men dog scorede 11/2 point. Da Hans Dahl trak sig tilbage i 1986, overtog Obert Frederiksen førstebrættet og har siden nået op på 57 kampe som førstemand, senest i sæsonen 1993/94. Størstedelen, 37, er spillet i Mesterrækken, men han har dog ikke helt kunnet holde de 50%. Trods at han har spillet dobbelt så mange kampe som Eskild Jørgensen, har Obert kun formået at score 4 point mere.

Eskild Jørgensen er ene om at have repræsenteret klubben som førstemand i både A-rækken (7 kampe), M-rækken (7), 3. division (2) og 2. division (13). Hans scoringsprocent på 67 er fænomenal, og han var ubesejret som førstemand i 18 kampe, da han omsider i 1974 måtte indkassere et nederlag - men det var til gengæld til ingen ringere end den regerende danmarksmester, Ulrik Rath fra Odense. Hans score i 2. division på 6 sejre, 3 remis og 4 nederlag er ganske imponerende.

Leif Jensen trådte til som vikar, da Hans Dahl i efteråret 1980 for første gang meldte afbud til en holdkamp. Det blev til 9 kampe over to sæsoner og en pæn score på 50%. Kun Eskild og Hans Dahl har formået at score over de magiske 50%. Lasse Appelquist er den spiller, der har haft tjanser på førstebrættet over det længste antal år. Han debuterede i efteråret 1970 som vikar for Otto Olsen - iøvrigt i den historiske kamp, hvor klubben fik sit første nederlag med 1-7 mod Odense - og havde 4 kampe som førstemand i efteråret 1972. Derefter går der 15 år, før han igen sidder på førstebrættet i 1987 som vikar for Obert Frederiksen, og han bestyrede senest førstebrættet i sæsonen 1994/95 - 24 år efter hans første kamp på topbrættet.

Jeg selv debuterede også på førstebrættet i en kamp, hvor vi fik et historisk nederlag i 1987, da førsteholdet for første gang nogensinde tabte med 0-8 - til Slagelse. Jeg er også, sammen med Obert, ene om at have mødt en stormester i holdturneringen, i begge tilfælde var det Lars Bo Hansen, der trak det længste strå.

Otto Olsen opnåede 3 kampe som klubbens førstebræt i holdturneringen, da han erobrede pladsen fra Eskild Jørgensen i efteråret 1970. Klubbens grand old man kunne stadig som 59-årig holde de unge løver fra livet. Sæsonen var den første, hvor der ikke blev scoret en eneste gevinst på førstebrættet. Det er siden kun sket i 1992/93. Allan Lind Jensen havde en enkelt kamp på førstebrættet i 1993, i en udekamp mod Haslev, som vi tabte 6-2.

Hans Henrik Hansen kunne med en sejr i sæsonens sidste holdkamp i Mesterrækken ikke blot have sikret os oprykningen til 3. division, men også sikret sig selv den bedste scoringsprocent på førstebrættet. Nu må han nøjes med at stå efter Eskild på ranglisten.

Var vi rykket op, ville det have været for niende gang i klubbens holdskakhistorie. Foreløbig er vi rykket op otte gange, tretten gange er vi blevet i rækken, og vi er rykket ned ni gange. Men da vi to gange har fået lov til at blive, selv om vi egentlig var rykket ned året før, så spiller vi alligevel i næste sæson en række højere, end da vi startede i holdturneringen for 30 år siden.






sæson række plac. pts.
1968/69A-rækkennr.141
1969/70M-rækkennr.134
1970/713.divisionnr.625.5
1971/723.divisionnr.236
1972/733.divisionnr.524.5
1973/743.divisionnr.133.5
1974/752.divisionnr.526.5
1975/762.divisionnr.722.5
1976/773.divisionnr.1331
1977/783.divisionnr.140
1978/792.divisionnr.723
1979/803.divisionnr.529
1980/813.divisionnr.623
1981/823.divisionnr.138
1982/832.divisionnr.820.5
1983/842.divisionnr.818
1984/853.divisionnr.822
1985/86M-rækkennr.133
1986/873.divisionnr.818.5
1987/883.divisionnr.821.5
1988/89M-rækkennr.333.5
1989/90M-rækkennr.529.5
1990/91M-rækkennr.233
1991/92M-rækkennr.233
1992/933.divisionnr.822
1993/94M-rækkennr.427.5
1994/95M-rækkennr.134.5
1995/963.divisionnr.718.5
1996/97M-rækkennr.525.5
1997/98M-rækkennr.335